Organiseringen i den 3. revle

Den 3. Revle er en afdeling i et alment boligbyggeri, som hører under Danske Funktionærers Boligselskab (DFB). Der afholdes  ordinært afdelingsmøde 1 gang årligt med deltagelse af repræsentanter fra DFB. Her bliver der bl.a. drøftet budgetter, valgt medlemmer til afdelingsbestyrelsen og truffet  beslutninger, som handler om boligafdelingen.

Den interne organisering i Den 3. Revle.

 

 

Fællesmødet er højeste myndighed. Der afholdes fællesmøde 8 – 10 gange årligt. Møderne bruges til at orientere hinanden og tage beslutninger som vedrører livet i 3. Revle. 

Arbejdsgrupper. Vi har organiseret os i forskellige arbejdsgrupper. Grupperne udarbejder hver især et kommissorium, som godkendes på fællesmødet.

Vi har p.t. 9 hovedgrupper, hvoraf man skal være med i mindst 1:

Afdelingsbestyrelsen (vælges på det ordinære afdelingsmøde). Afdelingsbestyrelsen varetager beboernes interesser. Bestyrelsen har kontakten til boligorganisationen og holder øje med livet i boligafdelingen.

Sekretariatsgruppen planlægger og strukturerer fællesmøderne.

Indstillingsudvalget (vælges på det ordinære afdelingsmøde). Holder informationsmøder.  Arbejder på at sikre Den 3. Revle øget indflydelse i udvælgelsen af nye beboere, og sikre en konstruktiv proces, så vi får beboere, der passer ind i fællesskabet. Når der er en lejlighed ledig, afholder vi samtaler med ansøgere og indstiller den/de udvalgte ansøger(e) til organisationsbestyrelsen, som træffer den endelige beslutning.

Servicegruppen er en slags viceværter. De fører tilsyn med husets fællesfaciliteter inde og ude. Tager sig af affaldsområdet og diverse praktiske opgaver, som fejning, snerydning m.m. Samarbejder med ejendomskontoret om reparationer og vedligeholdelse af ejendommen, herunder kontakt til håndværkere. Er behjælpelige med praktiske problemer i lejlighederne.

Fællesrumsgruppen står for indretningen og udarbejdelse af retningslinjer for brug af fællesrummene.

Køkkengruppen står for organisering af køkkenets indretning og vedligeholdelse. Gruppen står endvidere for organiseringen af madordningen herunder regnskabet for denne, og for indkøb af basisvarer og nyanskaffelser til køkkenet.

Havegruppen  står for etapevis at planlægge og udarbejde forslag til haven og de øvrige udendørs arealer, så de tilgodeser beboernes ønsker og behov. Der lægges vægt på bæredygtighed, biodiversitet og ressourceforbrug (herunder vandforbrug). Gruppen har ansvaret for, at haven og de øvrige beplantede arealer bliver passet og vedligeholdt.

Den sociale gruppe arbejder for at styrke fællesskabet i den 3.Revle ved at skabe nogle hyggelige og betydningsfulde traditioner. Det kan være en markering af mærkedage og særlige begivenheder i fællesskabet som f.eks. julefrokost, 3. Revles fødselsdag og årsdagen for indflytningen.

Vaskerigruppen sørger for opsætning af skemaer med vasketider, indkøb af vaskepulver, afkalkning af maskinerne og tilkaldelse af reparatør, hvis der er noget, der ikke virker.

 Andre grupper:

Grøn hverdag, Kunstsalonen, Mødekulturgruppen

Organisering af vores madordning.

Vi spiser sammen mandag – fredag året rundt, bortset fra
8 ugers sommerferie, jul, påske og andre helligdage. Vi spiser kl. 18. Man deltager i det omfang, man har mulighed for det. Man kan få sat mad til side, hvis man kommer senere hjem eller lave aftale om at få maden bragt op, hvis man er syg.

Aktuelt deltager man hver 6. uge på et madhold, som er
ansvarlig for en uges madlavning af gangen. På hvert madhold er man 5-6 stykker. Med jævne mellemrum bliver der lavet nye madhold, så man kommer til at arbejde sammen med mange forskellige.
Hvis man er forhindret i at deltage, når man skal lave mad, kan man bytte dage/ugen med en fra et andet hold.
Hvert hold bestemmer selv, hvad der skal spises i løbet af ugen. Typisk er der en dag med fisk, 1-2 dage med kød og 2-3 dage med vegetarmad. Alle i huset spiser fisk, men når der serveres kød, er der altid et vegetarisk alternativ, .

Vi betaler 650 kr. hver måned. Man kompenseres ikke, hvis man ikke
deltager i et måltid.